Falkoner Salen
Falkoner Salen har ligget i hjertet af Frederiksberg siden 1958 og har gennem årene dannet ramme for utallige koncerter, musicals og meget mere. Falkonercentret, hvor salen ligger, er ejet af ATP Ejendomme, som i 2016 besluttede sig for at renovere den klassiske sal, så den kunne følge med tiden.
Stouenborg blev valgt som rådgiver til lyd, akustik, lys og AV og har været totalleverandør til akustik og infrastruktur på renoveringsprojektet – et projekt, der er foregået i flere etaper.
Hele renoveringen er udført med respekt for salens klassiske arkitektur fra 50’erne. Det har betydet, at alle løsninger er blevet udarbejdet, så de nænsomt blender ind og er en naturlig del af bygningens arkitektoniske fortælling. Samtidig er det blevet vægtet at genbruge så meget som muligt med omtanke for miljøet. Gammelt udstyr er derfor blevet repareret og opdateret i det omfang, det har kunnet lade sig gøre.
De mange år på bagen har betydet, at meget har skullet laves om for at føre scenen op til nutiden standarder rent teknisk. Blandt andet er der blevet arbejdet med lyden, lyssætningen, sigtelinjerne i salen samt træksystemet, som delvist er blevet elektrisk, mens resten er klargjort til at kunne blive det.
I første etape af renoveringen blev akustikken forbedret og lyden optimeret med et nyt lydsystem. For at minimere tilbagekastning af lyd fra vægge og lofter er den akustiske regulering udført med små justeringer rundt om i salen, som ikke umiddelbart kan ses og derfor ikke påvirker arkitekturen. De kan derimod tydeligt høres.
Gennemførelsen af de første etaper betød, at man i 2019 kunne slå dørene op for en moderne sal med en helt ny teknisk infrastruktur, der både har gjort det nemmere at afholde events og samtidig giver publikum en væsentlig bedre oplevelse, hvor især lyden er blevet forbedret markant.
Du kan også læse om vores projekt med Mungo Park Teater.