Fredericia Musical Teater
Fredericia Musical Teater har for alvor etableret sig som en førende aktør på den danske musicalscene med imponerende store opsætninger og et repertoire, der tæller en lang række originale publikumssucceser samt opsætninger fra udlandet. Deres årlige salg på mere end 150.000 billetter vidner om en evne til at lave nyskabende forestillinger i høj kvalitet, som sætter standarden højt for danske musicalproduktioner.
Meyer Sounds højttalersystem var oplagt at bringe i spil, da Stouenborg i 2016, i samarbejde med Fredericia Musical Teaters folk, skulle designe et lydsystem, som både skulle kunne håndtere kreative og komplekse lyddesigns samt løse nogle af de udfordringer, man på daværende tidspunkt havde med, at lydniveauet varierede meget i salen. Samtidig var der et ønske om at kunne arbejde kunstnerisk med designs, som nemt kunne tages med på tourné til andre teatre i landet.
D’Mitri-systemet er kendetegnet ved sin avancerede realtids lydprocessering og evnen til at arbejde i surround, hvilket åbner op for utallige muligheder for at skabe unikke lydbilleder til hver forestilling. Med den rette højttalerplacering og distribution af lyden, er det lykkes at få skabt et ensartet lydniveau med blot +-1dBs forskel på lydtrykket fra forreste til bagerste række – vel at mærke uden forvrængning. Det betyder, at lyden fremstår transparent med en høj taleforståelighed uanset, hvor du befinder dig i salen. Det betyder også, at der kan arbejdes med relativt høje lydniveauer, uden publikum oplever, at lyden føles for høj.
Systemet er nemt at justere, når der skal arbejdes med nye formater og skabes spektakulære lyduniverser, der underbygger hver enkelt forestillings særegne lydkulisse. Når forestillingerne tager på tourné, kan man ved hjælp af processering tilpasse det enkelte lyddesign, så det passer ind i en ny sal. På den måde er det muligt at genskabe forestillingernes magi med stor præcision, når den bliver opført på andre venues.
Du kan også læse om vores projekt med Aveny-T.